Kennel Hirten’s historie

Der har i Danmark været enkelte Appenzellere indtil den egentlige avl begyndte midt i firserne.
De første kuld blev født i 1987 og der er senere blevet avlet mange gode Appenzellere i Danmark. Der er nu (2008) omkring 70 stk. af racen i landet.

3 generationer
Min første Appenzeller, Bonni, fik jeg i 1987. Det var en opgave med mange oplevelser, for ingen kendte racen.
Når jeg kom omkring med hunden, det var både på træningspladser og i byen, spurgte alle, ”Hvad er det for en blanding” og grinende sagde de at, ”Der må være gris i den, med den hale” – mange blev forlegne, når jeg sagde, at der skam var stamtavle og at den sandelig var ægte.
 
Zella
Det største problem jeg har oplevet er, at der i 1987 ikke var nogen der vidste noget om Appenzellerens psyke og hvorledes det var bedst at træne en sådan hund. Den måde alle trænede på dengang virkede absolut ikke på en dominant Appenzeller, jeg fik modstand til det sidste, indtil jeg fandt ud af, at indlæring skulle foregå ved hjælp af leg, det der i dag kaldes motivation. Så fik jeg et fortrinligt samarbejde med min hund i mange år. Hertil bemærkes at Bonni blev 16½ år og desværre måtte aflives pga. alder og megen gigt. Bonnis datter Furka blev 13 år gammel. Jeg har nu Bonnis barnebarn, Zella, på 5 år. Zella er bærer af de havannabrune gener.

Kennel Hirtens avl er til enhver tid efter de gældende regler indenfor Dansk Kennel Klub.
Mit håb for racen er, at alle der avler, vil være meget opmærksomme på at avle hunde, der er kraftige, sunde, arbejdsvillige og med en for racen god psyke.