Racens historie

APPENZELLER SENNENHUND

Appenzelleren er en schweizisk hyrdehund, der stammer fra kantonen Appenzell. Den er avlet som kvægdriver og den bliver brugt den dag i dag på gårdene.

En appenzellerlignende hund er beskrevet allerede tilbage i 1275. Senere i 1853 beskriver Friedrich v. Tschudi i sin bog ”Tierleben der Alpwelt” sennenhunde i de schweiziske alper. Dengang blev store kvægflokke drevet frem i alperne af ”kvægfamilier” som malkede og lavede ost i alperne. Derfor var det vigtigt at have hunde til at drive kvæget frem, til at fragte mælken og til at holde vagt. Da der senere blev lavet dal-osterier, mistede sennenhunden faktisk sin berettigelse, og den kunne have været helt forsvundet.

SennenhundFør år 1900 blev de schweiziske sennenhunde kun nævn som ”kohunde”, men Max Siber opfordrede i 1895 centralledelsen af Schweizische Kynologische Gesellschaft (SKG) til at gøre noget for at få denne kohund anerkendt som race. I Max Sibers første beskrivelse af Appenzelleren
siger han bl.a. at kendetegnet, den krøllede hale er forkasteligt, og han siger også: ”I eksteriør besidder den firskårne, meget lidt elegante hund med de dårligt siddende ører, og det ringe markerede ansigt, ikke mange skønheder. Farven er det, der pryder den mest.”(Billedet er fra bogen ”Der Appenzeller Sennenhund” udgivet af Schweizericsher Club fur Appenzeller Sennenhund).

Siber og Strebel rejste derefter rundt til forskellige kvægmarkeder og kvægskuer (beskrevet i Strebels bog fra 1905) for at se på bøndernes hunde. Det viste sig at hundene var meget ens, der var faktisk tale om en gennemavlet race. Bønderne havde jo avlet for at få hunde der var dygtige til arbejdet med kvæget, derfor var bygningen af hundene meget god. Karakteren trådte også meget igennem, specielt hundens følgeskab og ubestikkelighed.
Efter Sibers død i 1899 gjorde Professor Heim ”sagen” til sin og der blev arbejdet målrettet videre med Appenzelleren.
I 1906 blev ”Appenzeller Sennenhund Club” stiftet af slagterhusforvalter Jos. Gmünder og 10 appenzellervenner.
Gmünder startede nu en stambog for Appenzeller Sennenhund og indtil 1914 blev hen imod 100 hunde registreret i denne stambog, en stambog som i sine grundtræk har gyldighed helt frem til i dag. Til at begynde med var indavlsraten ret høj, men gennem hård udvælgelse er det lykkes at holde racen sund. De hunde der ikke kunne bruges til kvægdrift blev kastreret eller simpelthen slået ihjel. De kastrerede hunde blev så fedet op og mange af dem blev spist.
Til at begynde med i avlen blev der registreret Appenzellere i mange forskellige farve- varianter.
I dag opdrættes der gode Appenzellere udenfor dens oprindelsesland.
Fra de første Appenzellere adskiller den nutidige hund sig væsentlig. Farver og aftegninger er blevet mere ensartede, Grundfarven skal nu være sort eller havannabrun, der skal være hvide og rustbrune aftegninger og den først så hånede krølhale er nu et typisk kendetegn for Appenzelleren.

Kilde: ”Der Appenzeller Sennenhund” udgivet af Schweizerischer Club für appenzeller Sennenhunde